Sadler og sadelcheck.

Omstopning

Når en sadel skal omstoppes, er det fordi hesten har ændret facon, eller rytteren ikke sidder i balance.

Hesten er en atlet, som dagligt trænes til at bære rytteren i forskellige øvelser af varierende sværhedsgrad.
Såfremt hesten trænes korrekt, bygges en række muskler op, herunder rygmusklerne. Det medfører at sadlen skal tilpasses i takt med dette, da hesten ellers vil få trykninger, ondt i ryg, ben osv.
Da det er en gradvis ændring, følger stopningen med, et stykke hen ad vejen, men på et tidspunkt er det ikke nok, og sadlen må en tur til sadelmageren.
Hvis en toptrænet hest får en skade, og skal have boksro, behøver der ikke at gå mere end 14 dage før musklerne falder noget sammen. I de fleste af disse tilfælde vil det være nok at bruge et tykt underlag f.eks. et i filt eller lammeskind, for at udligne forandringen under genoptræningen, da en sådan hest ofte hurtigt vil vende tilbage til sin oprindelige form, så den kan passe sin sadel.
Jeg anbefaler at sadlen bliver checket mindst en gang om året. Dog bør den altid checkes hvis hesten pludselig ændrer adfærd ved pålægning af sadlen eller ved bestemte øvelser.

Når du får omstoppet en sadel hos mig, bliver al den gamle stopning udskiftet. Jeg gemmer målene jeg har taget på hesten i en måned, samt beskrivelsen af hvad der er foretaget, så hvis du synes, at sadlen sætter sig for meget indenfor denne måned, eller at den har fået for meget/lidt stopning, så kommer du bare tilbage med den, så vil jeg rette op på det.
Hvad der sker efter denne måned kan jeg ikke garantere for, da hesten er en atlet, og helst skal udvikle sin muskulatur under træningen.

I forbindelse med sadelcheck er du altid velkommen til at tage hesten med på besøg hos mig.

Hvis du foretrækker at jeg kommer ud til dig og din hest laver vi en aftale.